Et forsøg på at samle materiale omkring henrettelsesplads Undallslund, samt på at skabe opmærksomhed omkring stedet og begivenhederne der skete der.
Senest opdateret 9. April 2026.
Så er der kommet to skilte op i Undallslund – jeg synes kvaliteten er høj, med en god saglig og kortfattet formidling.
Dog irriterer det mig grænseløst, at man har valgt ikke at markere selve pladsen, men har flyttet skiltet væk og bevidst undgår at oplyse om lokationen.
Det kan skyldes, at man er bevidst om at der før har været forsøg på ulovlig udgravning på stedet, og da man ikke selv vil udgrave stedet, forsøger man at holde det hemmeligt…
Det er rigtig ærgeligt synes jeg – for de typer skal nok finde ud af hvor det ligger…
Nå, men så langt så godt… Og det er høj solskin i den lille plantage… Mødte i øvrigt den lokale naturvejleder som var i færd med at holde oplæg for en skoleklasse om henrettelserne. — her: Undallslund Skoven.




7. April 2026.
Så er det blevet virkelighed – Viborg Kommune og Viborg Museum opsætter torsdag den 9. April – altså nu på torsdag – et skilt der markerer henrettelsespladsen.
Jeg er meget spændt på hvad der kommer til at stå på skiltet – så jeg tager selv derop med en campingstol og en tre-fire termokander kaffe…
Det er også smukt vejr til en forårsskovtur…
Hvis der er nogen der har lyst til at mødes deroppe, må i endelig skrive…
5. marts 2026
På Frihedsmuseets Venners Forlag er der i dag udkommet bogen, “Om modstandsbevægelsen i Svendborg Amt, brødrene Rosendal og en henrettelse.” Bogen drejer bl.a. om henrettelsen af Erik Laurits Larsen i Undallslund d. 17. maj 1947. Bogen er skrevet af Niels Gyrsting, tidligere formand for foreningen Frihedsmuseets Venner, som har udgivet adskillige bøger og artikler om modstandsbevægelsen, og som beskrives som frihedskampens flittige formidler. Jeg har leveret research til bogen, og er stolt af at Niels har ville påtage sig opgaven med at skrive den. Den kan købes enten direkte hos mig – se kontaktdetaljer nederst på denne side – eller hos Frihedsmuseets Venner Forlag.
7. Maj 2025
Artikel fra i dag omkring dem som blev henrettet.
6. Maj 2025
Indslag i TV2 Midtvest nyhederne kl. 19.30 d. 5. maj – https://www.tvmidtvest.dk/viborg/16-blev-henrettet-pa-pladsen-kristian-vil-have-den-gravet-ud-31bb8
5. maj 2025
Indslag i dag på TV2 omkring henrettelserne på henrettelsesplads Øst på Bådmandsstrædes Kaserne, i København.
4. Maj 2025
Artikel i Viborg Stifts Folkeblad. https://viborg-folkeblad.dk/kultur/henrettelserne-fandt-sted-i-stilhed-nu-bliver-stedet-synligt-for-foerste-gang
Viceborgmester Mads Pannys Facebook-opslag. Her blev 16 landsforrædere henrettet … – Mads Panny
25. april 2025 – artikel samt leder i Viborg Stifts Folkeblad.
18. april 2025 – ulovligt forsøg på at udgrave pladsen.
I går, d. 17. april 2025, gav jeg en rundvisning på pladsen. Da vi ankom var der flere tydeligere gravehuller der. Det jeg længe har frygtet, og som jeg igennem mange år har advaret Viborg Museum om, at såkaldte Black Diggers en dag vil komme og gennemgrave stedet for souvenirs og salgsmateriale, ser ud til at være sket. Jeg har i går talt med lederen af Viborg Museum som ikke ønskede at stedet omgående sikres – Han har lovet en udgravning på et tidspunkt, men jeg er desværre ret overbevist om, at det ikke kommer til at ske. Jeg finder det forkasteligt, at han ikke er meget oprørt over at vores fælles kulturarv stjæles, og kun en enkelt politiker i Viborg Byråd, viceborgmester Mads Panny, har vist interesse i sagen, men endnu har dette ikke medført noget, hverken sikring af stedet, nogen markering af stedet, og ingen udgravning af stedet.
Kronik i Information 21. februar 2025.
https://www.information.dk/debat/2025/02/henrettelserne-krigen-gemmes-vaek-mos-traeer
Historien bag henrettelsesplads Undallslund
I årene 1946-1949 blev 16 danskere henrettet ved skydning i Undallslund Plantage lidt udenfor Viborg. De var alle blevet idømt såkaldt Livsstraf, en eufemisme for dødsdømt, ved retssagerne mod de såkaldte landsforrædere i forbindelse med retsopgøret efter besættelsen.
For nogle år siden begyndte jeg at samle materiale omkring en tragisk begivenhed i min familie, nemlig drabet på min farfars yngste bror, Vilhelm Rosendal Jensen, i Svendborg d. 10. april 1945. Vilhelm blev skudt af en dansk Gestapomand, Erik Laurits Larsen, som selv endte med at blive henrettet i Undallslund i 1948, bl.a. for drabet på Vilhelm.
Der er gået mange år med at indsamle materiale fra lokalarkiverne, og tale med mange med viden om begivenhederne dengang. Dertil at læse op på straffesagen bl.a. på Rigsarkivet, samt på at lokalisere stederne for begivenhederne – særligt at lokalisere henrettelsespladsen i Undallslund Plantage har været udfordrende.
Dette er således et forsøg på at samle al materiale omkring henrettelsespladsen her, særligt med det formål at forsøge at få pladsen offentligt lokaliseret, udgravet, og markeret som det historiske mindesmærke det er – i lighed med det offentligt tilgængelige henrettelsessted for danskere dømt i Østdanmark, på Marinestation Holmen i København, den tidligere Holmens Kaserne.
Jeg arbejder på at skaffe fondsmidler, tilskud, og donationer til at kunne finansiere en udgravning samt en markering – det er min forståelse, at en sådan vil ligge i omkring 80.000 kr., så ethvert bidrag stort som lille, vil være meget velkomment. Kontakt mig gerne for nærmere omkring dette.
Jeg har efter bedste evne forsøgt at angive kilder samt ophavsret på al materialet her, dog med undtagelse af kilder der ønsker at være anonyme. Skulle der mangle angivelse så kontakt mig på kontaktknappen nederst på denne side.
Du kan også følge Facebook-gruppen, Arkæologisk Udgravning af Henrettelsespladsen i Undallslund – https://www.facebook.com/groups/1779342575792333/
Odense, Februar 2024.
Kristian Rosendal
Har du materiale – billeder, beretninger, eller andet med relevans til Undallslund?
Kontakt mig gerne for en uforpligtende samtale.
